Navnenyt

40-års jubilæum: ”Var man ikke glad og tilfreds, blev man ikke så længe”

Kirsten Gaardsmand Boldsen, Havndal, kan fejre 40-års jubilæum i Sparekassen Kronjylland. Fremsendt foto

Onsdag den 1. februar kan kundemedarbejder i Sparekassen Kronjylland, Kirsten Gaardsmand Boldsen, fejre 40-års jubilæum.

Kirsten begyndte karrieren som barselsvikar i Sparekassens daværende Assens-afdeling ved Mariager.

Efter to øvrige vikariater i forskellige afdelinger blev Kirsten fastansat som kunderådgiver i Assens i 1984. Her var hun i 28 år, indtil hun blev ansat i Sparekassens Mariager-afdeling.

Senere kom Kirsten til Nordre-afdeling i Randers, hvor hun siden november 2015 har fungeret som kundemedarbejder.

Kundekontakt og sammenhold

Spørger man Kirsten, hvorfor hun i 40 år har arbejdet det samme sted, er det især relationen til kunder og kollegaer, hun fremhæver:

– Jeg har altid været glad for kundekontakten, og så har det betydet meget at være en del af et godt team med et stærkt sammenhold, der bakker op – også i tider med modgang. Var man ikke glad og tilfreds, blev man nok ikke så længe, fortæller den erfarne kundemedarbejder med et smil og indskyder, at hun endnu ikke har sat en dato for, hvornår hun går på pension.

Revy og personaleforening

Det gode kollegiale fællesskab er desuden noget, som Kirsten selv har bidraget ekstra aktivt til. I seks år var hun nemlig formand for personaleforeningen i Sparekassen, og flere gange medvirkede hun i revyen ved den årlige personalefest.

Interessen i revykomikken har Kirsten også dyrket i fritiden. På hjemstavnen i Havndal, hvor den erfarne kundemedarbejder bor med sin mand, har hun nemlig skrevet tekster til den lokale revy igennem en årrække.

Kirsten er derudover et stort familiemenneske, og ligesom hun nu kan fejre 40 år i Sparekassen, kan hun også fejre, at hun har været gift med Christian i 46 år. Fritiden bruges derfor ofte i godt selskab med venner og familie, der i dag tæller tre voksne børn og svigerbørn samt flere børnebørn.

Det flotte jubilæum fejrer Kirsten Gaardsmand Boldsen internt i afdelingen med nye som gamle kollegaer.

 

Kommentarer