400 klubpædagoger fra hele landet til kamp for børn og unges fritid!
På fredag mødes pædagogiske praktikere, forskere og konsulenter fra hele landet til det årlige Folkemøde for Klubområdet. I en tid med stigende mistrivsel og kommunale besparelser på børn og unges fritid, er der nok at snakke om.
De fleste ved det godt. Klubberne gør et kæmpe arbejde i lokalområdet med at skabe fællesskaber, trivsel, udvikling og dannelse for børn og unge. Selv politikerne er også ved at få øjnene op for klubområdets potentialer. Børne- og uddannelsesministeren har flere gange været ude og pege på klubberne og fritidslivet som afgørende for børn og unges samlede gode liv.
Men virkeligheden ude i kommunerne er ofte en anden. Flere har oplevet, hvordan kommunerne hvæsser sparekniven i de netop afsluttede budgetforhandlinger med færre fritidsmuligheder for børn og unge til følge. Det betyder også færre muligheder for de unge der i forvejen er ensomme og ikke trivedes i deres ungdomsliv.
– Jeg oplever hver dag hvordan kommunale klubber gør en forskel for alle unge, altså både dem der trivedes og dem der ikke gør. Alligevel er der mange kommuner, der ikke forløser fritidsområdets fulde potentiale, derfor vil vi gerne sætte så meget fokus på området, som vi kan, siger Rene Hedegaard Nielsen, Klubleder i Viborg Kommune og medarrangør af Folkemødet.
Derfor samles pædagoger fra hele landet på fredag til Folkemødet for klubområdet. Det er et klassisk folkemøde med aktuelle oplæg, debatter og workshops samt en lang række boder med inspiration og vidensudveksling.
På dagen vil der være mulighed for at høre blandt andet Svend Brinkmann (Aalborg Universitet), Lea Ringskou (VIA), Jonas Ravn (Center for Digital Pædagogik), Maria Sander (Red Barnet), samt en lang række spændende workshops med alt fra den nyeste forskning, til praksisfortællinger fra hverdagen.
Folkemødet for klubområdet er et samarbejde imellem Ungdomsringen, BUPL, Via University College i Viborg og klubberne i Viborg. Det blev afholdt første gang i 2022.
Det foregår på fredag 27. oktober klokken 9 til 20 på VIA, Campus Viborg, Prinsens Allé 2, 8800 Viborg. Program kan downloades her
Kommentarer