Landskamp, michelin-restaurant og tumlemøbler: Kendte danskere pynter juletræer for udsatte børn og unge
Kendte danskere og virksomheder har skabt 14 helt særlige juletræer spækket med gaver og oplevelser. Juletræerne ryger på Lauritz.com og bliver solgt fra den 1. december til højstbydende, når Ungdommens Røde Kors afholder auktion til fordel for udsatte børn og unge, som ikke kan holde jul i hjemmet.
Julen står for døren, og Rosa Kildahl fra ”Den store bagedyst”, Rasmus Munk fra verdenskendte restaurant Alchemist og DBU i samarbejde med herre- og kvindelandsholdet er nogle af de kendte danskere, som i år står klar til at forsøde livet for udsatte børn og unge, som af forskellige årsager ikke oplever højtiden inden for hjemmets trygge rammer.
– Det ligger mit hjerte nært at hjælpe netop børn og unge. I et samfund som Danmark, synes jeg, at børn skal have mulighed for at opleve forskellige ting. Der kan være noget i hjemmet, på skolefronten eller andre steder, hvor det ikke er det fedeste liv. Hvis sådan nogle oplevelser, som Ungdommens Røde Kors står for, kan skabe mere glæde i hverdagen, så hjælper jeg gerne. Nu fik vi besøg på restauranten i sommers af en masse børn fra Ungdommens Røde Kors’ ferielejr, og der så jeg glæden hos børnene ved at få en oplevelse udover det sædvanlige. Dét vil jeg gerne være med til at give dem flere af, fortæller Rasmus Munk om sit bidrag til juletræsauktionen.
En bedre jul for udsatte børn og unge
Det er sjette år i træk, at Ungdommens Røde Kors afholder juletræsauktion, hvor flere kendte danskere og virksomheder skaber deres helt eget unikke juletræ med pynt og gaver, som bliver solgt på Lauritz.com. Auktionen finder sted fra den 1. til 9. december, og hele beløbet går til børn og unge, som må holde jul uden for hjemmet. Det kan være som sygdomsramt og indlagt, anbragt uden for hjemmet på døgninstitutionen eller sammen med deres mor på et kvindekrisecenter.
– Jeg elsker jul og julehygge. Man rykker lidt tættere sammen i familien og hygger fremfor alle mulige gøremål. Man kender mig jo fra Bagedysten, så der er en del ting på og under træet, som har med bagning at gøre. Flot udstyr og lækre produkter. Jeg støtter Ungdommens Røde Kors, fordi børn og unge står mit hjerte nært. De børn, vi støtter med auktionen, skal vide, at der er nogen, som tænker på dem. Det kan godt være en god jul, selvom det er en anderledes jul, der ikke ligner naboens, siger Rosa Kildahl om sit bidrag til juletræsauktionen.
Rejser, gourmetoplevelser og design
Der er noget for enhver smag og pengepung på årets juletræsauktion med vurderinger, der svinger fra mellem 3.000 til 64.000 kroner. Om du er til rundvisning og middag på michelin-restaurant, landskamp i Parken, et unikt krokodillejuletræ fra bObles, nyheder fra Nintendo, kunst fra nogle af Danmarks bedste street artists, 18 huller med danske golf-stjerner eller one-of-a-kind musik memorabilia som D.A.D’s aldrig brugte 25-års jubilæumsguitar.
Kommentarer