Samfund

Millionstøtte skal styrke idrætten i udsatte boligområder

39 deltog på årets håndboldskole i Ishøj HF. Heraf havde næsten halvdelen (18) aldrig spillet håndbold før. Foto: DanskHåndbold

DIF get2sport, der hjælper idrætsforeningerne og børnene i landets udsatte boligområder, får vigtig støtte fra Nordea-fonden. Støtten holder hånden under udviklingen i boligområderne i 2023-25 og har blandt andet betydet, at 1982 har deltaget i fodboldskoler og 159 i håndboldskoler i 2023.

Siden 2005 har DIF get2sport-indsatsen hjulpet børn og unge i udsatte boligområder til at blive aktive i idrætsforeninger landet over. Ved udgangen af 2022 udløb en fondsstøtte, så indsatsen stod til at blive kraftigt beskåret i 2023. I stedet kan den fortsætte og fokuseres, efter at Nordea-fonden har valgt at støtte DIF’s arbejde med 19 millioner kroner over tre år.

Støtten har været afgørende for, at get2sport i 2023 har sat rekord i både medlemmer og deltagere på fodbold- og håndboldskoler. Med støtten kan de unge og de hårdtarbejdende frivillige i idrætsforeningerne i de udsatte boligområder fortsat få opbakning af DIF get2sport, og en særlig indsats rettet mod pigerne kan accelereres med målet at få minimum 500 flere børn i DIF get2sport-foreningerne i 2025.

– Støtten har været helt afgørende for vores arbejde i år. På vegne af de frivillige, men især på vegne af de mange børn og unge i idrætsforeningerne i landets udsatte boligområder, er jeg dybt taknemmelig for støtten fra Nordea-fonden. DIF get2sport gør hver eneste dag en stor forskel for en masse mennesker i disse områder, og støtten har betydet alt for, at vi kunne fortsætte og fortsat kan udvikle indsatsen, siger Hans Natorp, formand for DIF.

Særligt fokus på piger

En målrettet indsats rettet mod pigerne i de udsatte områder bliver central i de kommende år. Piger med anden etnisk baggrund er markant underrepræsenterede, når det gælder idrætsdeltagelse. De seneste år har DIF get2sport dog med en målrettet indsats formået at skabe en positiv udvikling blandt pigerne i de udsatte boligområder, og støtten fra Nordea-fonden er med til at sikre, at denne udvikling kan fortsætte.

Det skal blandt andet ske gennem fodboldskoler for de allermindste børn, satellitaktiviteter helt tæt på pigernes hjem samt opsøgende indsatser hos forældrene.

”Nordea-fonden støtter projekter, som hjælper flere børn og unge godt på vej. Derfor er vi også glade for at støtte, at DIF get2sport får endnu større bredde i aktiviteter og deltagelsen af børn og deres familier i udsatte områder,” fortæller Nordea-fondens uddelingschef Christine Paludan-Müller.

Ved de netop overståede Get2 Fodboldskoler blev der sat rekord med 1982 deltagere. Heraf var en tredjedel piger.

Om DIF get2sport

  • Har eksisteret siden 2005
  • Sikrer et velfungerende idrætsforeningsliv ved at aflaste de frivillige kræfter i idrætsforeninger i de udsatte boligområder
  • Samarbejder med 24 kommuner, 50 boligområder og 71 idrætsforeninger over hele landet
  • Nordea-fonden støtter pige- og evalueringsindsatsen med 19 millioner fra 2023-2025
  • Midlerne skal blandt andet bruges til at få flere piger i get2sport-foreningerne gennem opsøgende indsatser hos forældrene, mikrofodboldskoler for de mindste børn og sociale aktiviteter for både børn og voksne

Kommentarer