Kultur

Onsild messen tilbage igen i 2022 – et par uger tidligere og i udvidet udgave

Onsildmessen har allerede mange tilmeldte udstilere; her iblandt Bruno Sørensen, Fårup, som har været med i alle årene. Arkivfoto: Jan Szwed

Den fjerde udgave af Onsild Messe og Julegavemarked i sin nuværende form falder i år tidligere end de forløbne tre gange, og så er messen udvidet til at vare to dage. Messen er næsten udsolgt for udstillere i år, men der er stadig et par pladser tilbage.

Onsild Messe & Julegavemarked har i sin nuværende form, med Dorte Rask Laursen som arrangør, de seneste tre gange, i 2018, 2019 og 2021, haft tradition for at ligge anden søndag i advent. Grundet forskellige omstændigheder er messen i år imidlertid flyttet frem til uge 46. 

Her kan udstillere og gæster til gengæld glæde sig til, at messen samtidig er udvidet til to dage, nemlig lørdag den 19. og søndag den 20. november. Og der er allerede tilmeldt mange udstillere, lyder meldingen.

– Vi har godt gang i bookning af standpladser, og i skrivende stund har 21 udstillere meldt sig til. Iblandt dem en del nye, som man kan opleve på messen for første gang, men der bliver også et dejligt gensyn med tidligere udstillere, fortæller Dorte Rask Laursen og tilføjer:

– De sidste par år har der været fuldt hus med salg af stande, og det forventer vi også i år.  

Perfekte omgivelser 

Onsild Messe & Julegavemarked udfolder sig i Onsild Hallen i Sdr. Onsild, tæt på motorvejen, og derfor nem at komme til for både udstillere og besøgende.

– Geografisk ligger Onsild Messen jo perfekt med tæt afstand til E45, så folk fra både Aalborg, Randers og Aarhus hurtigt kan komme frem, påpeger Dorte Rask Laursen og tilføjer:

– Messen har desuden en passende størrelse at komme omkring, og vi arbejder benhårdt på igen i år at skabe nogle gode rammer for vores udstillere.

Dorte Rask Laursen har nemlig en klar holdning til, at Onsild Messe & Julegavemarked skal have både høj standard og stor variation i udbuddet af udstillere; og det har messen også tidligere høstet ros for.

– Det er vigtigt for mig, at vi kan tilbyde gæsterne en oplevelse, hvor de kan se, opleve og blive inspireret af mange forskellige udstillere med produkter og tilbud af høj kvalitet på messen, siger hun.

Få ledige standpladser

Lige nu meldes der udsolgt på de fleste standpladser, men der er stadig et par stykker ledige, så hvis man er kreativ med spændende ting, eller kender man andre, som har gode kvalitetsvarer eller -ydelser at byde på, så kan man stadig nå at tilmelde sig som udstiller. Det gør man på messens hjemmeside www.onsild-messe.dk, hvor udstillere løbende bliver præsenteret og, hvor man også kan finde andre relevante informationer om messen. 

Sidste frist for tilmelding af stand er lørdag 15. oktober.

Onsild Messen har desuden en facebook-side, hvor man kan holde sig opdateret om udstillere og messen i øvrigt.

Stor lokal begivenhed

Dorte Rask Laursen fortæller, at der gennemsnitlig har været omkring 400 til 500 besøgende pr. år til Onsildmessen i sin nuværende form siden 2019, og hun mener, at messen med det omfang og den store anerkendelse, den har fået, er blevet et af årets vigtigste arrangementer for Onsild og Omegn, godt hjulpet af opbakning fra lokale frivillige og foreninger samt sponsorer. Hun opfordrer derfor til, at man allerede nu sætter kryds i kalenderen lørdag den 19. og søndag den 20. november.

Kommentarer