Mariager

Sødisbakke er endelig klar til festival igen

Efter et par års coronapause er Sødisbakke i Mariager igen klar til at invitere til festival. Foto: Jane Grøn

Corona har i to år sat en stopper for den årlige festival på Sødisbakke, som er Nordjyllands største specialpædagogiske bo- og aktivitetstilbud, men nu vender Sødisbakke Festival tilbage igen 7. september.

Sødisbakke Festival i Mariager har efterhånden en del år på bagen som en årligt tilbagevendende tradition. De sidste par år har det dog ikke været muligt at gennemføre på grund af covid-19, men i år vender festivalen stærkt tilbage.

– Vi glæder os til at få gæster, som er med til at lægge den normale hverdag fra sig og give den gas i vores smukke rammer, siger Jane Grøn, festivalkoordinator.

Festivalens målgruppe er primært mennesker med fysisk og/eller psykisk handicap, men alle er velkomne, når det 7. september går løs på Sødisbakkes festivalplads på Havndalvej 7 i Mariager.

Kendte ansigter og et nyt navn på plakaten

Programmet på dette års Sødisbakke Festival byder på en række kendte ansigter fra tidligere år. Jacob Haugaard vender selvfølgelig tilbage i den vante rolle som festivalens konferencier, og han vil hele dagen igennem styret slagets gang.

Musikken bliver leveret af en række kendte ansigter fra tidligere år, som plejer at være garant for en god oplevelse.

– Fi-Fi Dong kommer og spiller de fede Gasolin numre. Popduoen L.I.G.A. er efterhånden også blevet fast inventar på vores festival, og de forstår at skabe fest i et hæsblæsende tempo. Og så har vi Walkers med Torben Lendager, der tænder for det danseglad publikum med deres velkendte, energiske sange, siger Jane Grøn.

Der har også været plads til et enkelt helt nyt navn på plakaten, som får lov til at runde festivalen af med dagens sidste koncert.

– For første gang har vi fået Chief1 på plakaten. Chief1 var medlem af den banebrydende rapgruppe Rockers by Choice, og vi ser frem til at se, hvordan han kan være med til at skabe et brag af en fest til dette års festival, siger Jane Grøn.

Nye tiltag på årets festival

Dette års Sødisbakke Festival bringer også nogle nye tiltag på banen. Tidligere år har festivalen foregået i telte, men i år er det hele rykket ud under åben himmel. Som noget nyt er maden heller ikke inkluderet i selve festivalbilletten, men skal købes i en række boder på pladsen.

– Vi har forsøgt at skabe en lidt anden stemning i år på festivalen, og derfor er vi nu rykket ud under åben himmel. Der vil være et varieret udvalg af mad og drikke til billige penge fra en række streetfood-boder. Vi håber, at folk vil tage godt imod de nye initiativer, lyder det fra Jane Grøn.

Man kan læse mere om Sødisbakke Festival, købe billetter og finde årets program på sodisbakke.rn.dk

Kommentarer