Torsdagens Halloween-tog blev en stor succes
Torsdag aften tog godt og vel halvanden hundrede rejsende plads i Halloween-toget fra Mariager station og begav sig ud i oktobermørket under en stjerneklar himmel på en dunkel og hyggelig rejse til Handest.
MARIAGER/HANDEST – En lille times tid senere rullede toget ind på stationen i Handest til glade og muntre toner fra Sigfreds Fodvarmere, der på perronen spillede og modtog de rejsende med deres altid smittende humør.
På perronen lyste en række fine græskarlygter, som bød passagererne fra Mariager velkommen. Byens børn og unge har stået for de kreative udskæringer, som var med til at skabe den helt rigtige halloweenstemning.
Skumfiduser og glaserede firben
Veteranbanens driftsbestyrer, Katrine Blåberg Andersen, bestyrede bålskålen, hvor der kunne ristes skumfiduser, og det var populært hos de yngste passagerer. Længe inden toget skulle returnere til Mariager, måtte driftsbestyreren melde alt udsolgt af skumfiduser. Der blev fortæret i omegnen af 150 af de bløde sukkersager.
Heldigvis gik troldmanden fra Glenstrup rundt på stationen og delte ud af sine lækkerier fra den medbragte kobbergryde: Kogte edderkopper og glaserede firben, tilsat lidt overtrækschokolade. Troldmandens specialiteter var der også stor afsætning på, og heldigvis fulgte han med i toget tilbage til Mariager og fortsatte med uddelingen af sine delikatesser.
Også Halloween-tog næste år
Togfører på aftenens tog var Frits Sørensen, Assens, der kunne berette, at det præcise antal rejsende i toget udgjorde i alt 152 – hver vej. Han havde sørget for, at alle veteranbanens personvogne var ude at køre torsdag aften, så der blev ingen kamp om siddepladserne.
Sammen med Katrine Blåberg Andersen fortæller han, at aftenens tog var en solid succes, som veteranbanen er meget tilfreds med.
– Det betyder, at vi naturligvis også kører Halloween-tog næste år, fortæller de begge samstemmende.
Kommentarer